Fynsk teknologi i et europæisk projekt
Bestyrelsesformand Troels Vestergaard Johansen bød velkommen og understregede den lokale betydning:
“Det er en stor ære at få lov til at vise, hvordan fynske teknologivirksomheder er blevet en del af noget langt større. Projekter som Greensand skaber ikke bare klimaforandringer – de skaber også lokale arbejdspladser, kompetencer og vækst. Hos Tipatek betyder grøn omstilling nye job og ny viden her på Fyn – og det er vi stolte af.”
Herefter gav Peter Hindsberger, Senior Regulatory & Public Affairs Manager i INEOS Energy, en status på projektet og det internationale samarbejde:
“Vi sender signaler ud til verden om, at det her kan lade sig gøre,” fortalte han. “Det skrider godt frem i Esbjerg, og vi holder planen. De fynske virksomheder har været et oplagt valg – ikke mindst fordi Fyn ligger centralt mellem Esbjerg og vores hovedkontor i Virum. Det gør samarbejdet både hurtigt og smidigt.”
Peter Hindsberger fremhævede samtidig samarbejdets dynamik og tempo:
“Vi har fået et fantastisk modspil fra starten. Der har været en stor grad af fleksibilitet, og vi har kunnet arbejde meget effektivt sammen – både mellem vores folk i Virum, Esbjerg og her på Fyn. Det har ikke været et traditionelt projektforløb, men et, hvor vi har skullet træffe beslutninger og handle hurtigt. Faktisk blev nogle af tankene købt, før designprocessen var endelig afsluttet – og det viser, hvor agil denne proces har været.”
Et fynsk samarbejde med global betydning
Project Greensand er resultatet af et unikt samarbejde mellem flere fynske virksomheder, som hver har bidraget med specialiserede kompetencer. Sammen har Tipatek, All Energy, FUJAS og Level 3 Technologies udviklet og integreret løsninger, der spænder fra procesdesign og sikkerhed til styring, overvågning og test.
All Energy ApS har haft ansvar for proces- og funktionsdesign, hvor virksomhedens ingeniører har udarbejdet de funktionsbeskrivelser, som hele anlægget programmeres efter. Deres indsats har været afgørende for, at styringssystemerne kan fungere sikkert og effektivt i drift.
FUJAS A/S har leveret styrings- og hovedstrømstavler til de maritime og offshore-dele af projektet, mens Level 3 Technologies ApS har udviklet software, der sikrer adgangs- og logistikstyring i Esbjerg-terminalen.
Automatisering, sikkerhed og grøn innovation
Under besøget fik klimaministeren en rundvisning i Tipateks testområde, hvor teamet demonstrerede, hvordan de fynske virksomheder sammen udvikler og tester de systemer, der gør CO₂-lagringen mulig i praksis.
“Det er inspirerende at besøge en gruppe virksomheder i Odense, som bidrager til et af den grønne omstillings vigtigste projekter, CCS. Hvis Danmark skal gå foran på klimadagsordenen, skal vi lykkes med CCS. Det er glædeligt at se, hvor stor en indsats der lægges her på Fyn,” sagde klimaminister Lars Aagaard under besøget.
Greensand-projektet er verdens første fuldskala offshore CO₂-lagring og et af de mest ambitiøse klimainitiativer i Europa. Det forbinder CO₂ fra danske biogasproducenter med lagring i undergrunden under Nordsøen via den nybyggede CO₂-carrier Carbon Destroyer 1 – et projekt, der kræver både innovation, samarbejde og præcision i alle led.
Faktaboks: Project Greensand
- Europas første fuldskala CO₂-lagringsprojekt
- CO₂ transporteres fra land til Nordsøen via CO₂-carrieren Carbon Destroyer 1
- Lagring på Nini-platformen under havbunden
- Kapacitet i første fase: 400.000 tons CO₂ årligt
- Første lagring: 1. juni 2026
- Et centralt bidrag til Danmarks mål om 70 % reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050